Retreats i himmelfarts-ferien

12.-16. maj 2021 på det buddhistiske retreat-center Gomde, Helgenæs.
To to-døgns kurser som kan tages samlet eller hver for sig.

Med Anders Laugesen og Niels Viggo Hansen

retreat 1. Onsdag 12. maj aften – fredag 14. maj eftermiddag.

Himmelfart og Jordforbindelse

Dette kursus udforsker to essentielle sider af det kontemplative: det himmelske generøse og overstrømmende, og det jordiske nødvendige arbejde med vores egne begrænsninger. Der vil være perioder med fordybelse i stilhed, og vi vil også arbejde systematisk med levende ord i kontemplative dialoger. Det vil også være rum til levende og meningsfuldt samvær, og torsdag aften vil der være en fejring med sang og et glas vin.

På kurset deler vi en række enkle skridt ind i meditativ fordybelse, som trækker på både kristne og buddhistiske traditioner. De bliver indført på en grundig, undersøgende og reflekterende måde som er brugbar både for begyndere og erfarne.

Det vil være en fordybelse i erfarings-lag og indsigter som er uden alder – og samtidig, på det grundlag, en fælles udforskning af hvad den særlige tid lige nu kalder på. I dette forår vender vi nok på mange måder tilbage til livet efter en akut global krise, men til hvilket liv? Hvordan kan vi nu og her nære ægte  omsorg for det liv der spirer omkring os – og kommer efter os?

Sted, praktikaliteter og dagsprogram for begge kurser.

Priser og tilmelding for begge kurser.

På retreatet vil vi udforske hvad buddhismen og kristendommen kan give ind i et liv spændt ud imellem himmelstræben og jordbundethed. Kan visdom fra de gamle traditioner slå nye slags rødder i moderne liv, der har hyperkompleksitet som forudsætning og uoverskuelighed som horisont? Er vi på vej imod kultur- og livsformer med nye muligheder og behov for ånd, eller er der dybest set intet nyt under himlen? Og når vi løfter blikket fra corona-tidens begrænsninger, kan vi så bevidstgøre og nyttiggøre hvad der er lært ?

retreat 2. Fredag 14. maj aften – søndag 16. maj eftermiddag

Kontemplation og Kærlighed

Vi følger den vigtige strøm i det kontemplative liv, som handler om at elske så helt og dybt som muligt. I perioder har meditation og andre kontemplative praksisser mest været forstået som veje til at transcendere det timelige og være uberørt. Men i de seneste år har hjerte-siden af det meditative fået en ny bølge af publicity og iværksættelse med termer som “compassion training”. Ligesom det er tilfældet med “mindfulness” handler det selvfølgelig om noget fælles-menneskeligt, eller endda kosmisk, som ingen kan tage patent på. Til gengæld er der masser af grund til at lade sig inspirere, og tage fat.

Og netop i det at give plads og kultivere hjertets kvaliteter er der særlig god klangbund for at østlige og vestlige spirituelle traditioner kan berige og vække hinanden.

Også dette kursus har karakter af et ægte retreat, sådan at meditativ fordybelse sætter grundtonen, og igen deler vi filosofiske indgange og praktiske metoder fra øst og vest, på måder som vil være brugbare for både erfarne og begyndere. Der vil være en organisk sammenhæng mellem stille meditationsperioder og systematiske kontemplative dialoger. Vi lægger op til at man kommer hjem med både brugbare metoder, fordybede erfaringer og nye perspektiver på livsvalg og dagligdag.

Sted, praktikaliteter og dagsprogram for begge kurser.

Priser og tilmelding for begge kurser.

Hvordan møder vi udfoldelser af kærligheden i buddhismen og kristendommen? Hvordan kan de to traditioner fordybe og nuancere vores måde at forstå – og leve – kærligheden i forhold til os selv og i vores forold til andre?

Enhver tid har kaldt på kærlighedens kræfter, men det tyder på, at kaldet lige nu er ved at blive til et skrig. For på en klode under pres er der særlig stor fare for, at kærligheden viger for overlevelsens urkræfter eller smålighedens vaner. Hvordan kan  østlige og vestlige kontemplative metoder hjælpe med at fastholde kærligheden, når opløsningenskræfter har frit spil? Det er her, traditionernes erfaringer for alvor kan gøre en forskel – hvis vi kan give dem liv i tiden.

Priser og tilmelding

Priser: De følgende priser er inklusive overnatning og fuld forplejning. Dette omfatter farverige vegetariske måltider med et middelhavs-touch, samt kaffe, te, frugt og lidt andet lækkert i pauserne.

 Tilmelding og betaling før 15. aprilFra 15. april
 

et kursus 

(2 døgn)

to kurser

(4 døgn)

et kursus 

(2 døgn)

to kurser

(4 døgn)

sovesal / telt2400450026004900
på dobbeltvær.2650500028505400
på enkeltvær.3900750041007900

Tilmelding: send en email til info@nybrud.dk, om at du gerne vil deltage. Husk at anføre om du ønsker at deltage i kursus 1, kursus 2 eller begge. Skriv også gerne en linje eller to om evt. tidligere erfaringer med retreats og/eller meditation. Så vender vi snarest tilbage med bekræftelse og praktisk information.

Betingelser: vi refunderer 100% hvis vi mod al forventning skulle blive nødt til at aflyse – fx pga. fortsatte eller nye corona-restriktioner. Hvis en deltager melder afbud før 15. april refunderes 100% , mellem 15. april og 5. maj 75%, mellem 5 og 11. maj 50%.

Sted og praktikaliteter

Kursussted: de to forløb finder sted på det tibetansk-buddhistiske retreat-center Gomde på Helgenæs. Gomde har bl.a. en smuk tempel-sal hvor vi vil afholde stille meditationer. Gomde er placeret midt i noget af Danmarks smukkeste natur, med bakker, strande, æbleplantager og store vidder. 

Måltider vil være farverige vegetariske med et touch af middelhavskøkken. 

Start og slut: Kursus 1 starter om aftenen onsdag d. 12. maj. Tjek-ind fra kl 16, aftensmad 18.30, velkomst, intro og aftenmeditation kl. 20.00. Kursus 1 slutter med frokost fredag d. 14. maj kl. 13.

Tager du begge kurser er der eftermiddags-session fredag d. 13. maj kl 15-16 og meditation 16-17.

Kursus 2 starter om aftenen fredag d. 14. maj. Tjek-ind fra kl 16, aftensmad 18.30, velkomst, intro og aftenmeditation kl. 20.00. Kursus 2 slutter med frokost søndag d. 16. maj kl. 13. 

Indkvartering Alt efter dit valg (se tabellen ovenfor) er opholdet i små enkle men hyggelige værelser, eller sovesal/telt. Hvis du vælger at overnatte på et værelse, er det inklusive dyne, pude, sengetøj og håndklæder. Hvis du vælger sovesal/telt kan du tage bestik af vejret og vælge i sidste øjeblik. Teltpladsen er i Gomdes smukke gamle æbleplantager. På sovesalen sover du på en madras på gulvet. På sovesal og teltplads søger du selv for dyne/sovepose, betræk og håndklæde.

Medbring gerne et tæppe og en god meditationspude hvis du har (ellers er der nogle til låns). Og husk at tjekke vejrudsigten og pakke tøj og sko til gåture, strandture og udendørs aftenhygge.

Det meditative vil være grundtonen, men der vil også være god plads til fællesskab i den toneart. Hver dag indeholder kurset veksler mellem stille meditationsperioder, kontemplative dialoger i små og større grupper, og små foredrag hvor vi åbner perspektiver og indsigter fra traditionerne til fælles udforskning. Der er også afsat tid til gåture i det skønne landskab – og til det uformelle fællesskab med nye og gamle venner, som indrammer ethvert godt kursusforløb – selv når dele af det som her er i stilhed.

Kursusbeskrivelser for begge kurser.

Priser og tilmelding for begge kurser.